De der rutsjebaneture

Det er lidt svært at starte det her indlæg, for jeg har jo ikke skrevet herinde længe, og jeg er blevet dårligere og dårligere til at sætte ord på mine følelser – hvilket vil sige at det kun er de dårlige, der er svære at sætte ord på.
I lang tid har det gået mig super godt. Fremskridtene har været mærkbare fra måned til måned, og jeg følte virkelig at jeg var på rette vej til et normalt liv med fuldtidsjob, mand, børn, hus og måske en lille hund. Jovist, manden er her stadig, og gudskelov for det. Vi kan fejre vores første årsdag på lørdag, og det kunne ikke være bedre.
Jeg var oppe på 14 timers aktivering om ugen, hvoraf 10 af dem var i praktikken.
Mine hobbier er spiret gevaldigt, og jeg har fået taget en masse billeder (Og har lige fået et nyt kamera, som for første gang i 10 år ikke er spejlrefleks!). Samtidigt har jeg også fået tegnet en masse tegninger. Ikke nogle vilde tegninger, men bare småting som gør mig bedre til at tegne.
Jeg går højere op i min YouTubekanal og er begyndt at lave daglige uploads, hvilket jeg hygger mig meget med. Der er ikke så mange der ser dem (Udover lige to videoer som indtil videre har henholdsvis ~9,5k og ~18k visninger), men det er super hyggeligt at optage, og så får jeg også spillet lidt forskellige spil, i stedet for kun at spille Minecraft. Jeg er især blevet bidt af Fortnite, ligesom så mange andre.
På arbejdet i genbrugen føler jeg mig nyttig, og jeg får meget ansvar for forskellige ting. Jeg får brugt min kreativitet ved at klæde giner på og lave skilte til forskellige varer.
Dog har jeg over en længere periode haft det lidt svært. Jeg begyndte at kunne mærke at jeg blev meget svimmel på arbejdet, men i starten mest når jeg havde været der i de 5 timer som arbejdsdagen varer. Så begyndte det at komme efter 4. Efter 3. Efter 2.
Men det er ikke længere kun svimmelheden. Jeg begyndte at få kvalme inden jeg skulle afsted til de daglige gøremål og måtte faktisk tage en graviditetstest for at være sikker på at jeg ikke var gravid. Nogle gange er kvalmen så slem at jeg kaster op. Nogle gange bliver jeg hjemme. Idag var en af de dage.
I onsdags – for en uge siden – fik jeg det også rigtig skidt efter en dag hvor jeg både skulle på CKB og på arbejde. Følelsen af psykisk udmattelse plejer at forlade mig når jeg kommer hjem og sidder i min egen lille bobbel, men det gjorde den ikke den dag. Jeg blev ved med at have det skidt. Jeg var svimmel, havde kvalme og hovedpine, og jeg havde en knude i brystet, som er lidt svær at forklare. Torsdag morgen havde jeg det stadig skidt, så jeg meldte mig syg på arbejdet. Det var her, jeg googlede “stress” for at genopfriske symptomerne og fandt ud af at det passede perfekt på hvordan jeg havde det. Jeg havde ignoreret alle faresignalerne i månedsvis, og pludselig ramte jeg bunden. Hårdt. Fredag skulle jeg til møde sammen med de andre i tøjafdelingen, og jeg begyndte næsten at græde da jeg skulle fortælle chefen om situationen. Hun var meget forstående, og vi aftalte at jeg flyttede mine 2 timer om onsdagen til tirsdag, så jeg samlet skulle være der 5 timer både tirsdag og torsdag. Det var mit eget valg ikke at gå ned i timeantal endnu – jeg har simpelthen ikke lyst til at træde tilbage, når det handler om at jeg bare skal fremad.
Lørdag havde jeg aftalt med min mor at vi skulle i IKEA, hvilket jeg virkelig havde glædet mig til. Og jo, det var super hyggeligt, og det var en virkelig dejlig dag, men jeg kan tydeligt huske hvordan jeg havde en konstant summen oppe i hovedet, og jeg svedte helt sindssygt. Da vi efterfølgende satte os på en restaurant og fik frokost, tog jeg mig selv i at sidde og stirre lige ud i luften flere gange. Det irriterer mig grusomt, for sådan nogle oplevelser plejer kun at give mig ekstra energi, frem for at tage det fra mig.
Jeg mødte på arbejde igen igår, tirsdag. Jeg var dog allerede psykisk udmattet efter en halv time, og efter 2 timers tid begyndte det at gå galt. Jeg glemte hele tiden hvad jeg var igang med, og jeg tågede rent ud sagt. Jeg stod på et tidspunkt og satte pris på et par varer, og pludselig havde jeg sat et prismærke på den kuglepen jeg stod og skrev med, i stedet for på varen.
Jeg gik en time før tid. Da jeg kom hjem var jeg så udmattet at jeg sov til kl. 19. Da jeg vågnede der, var jeg stadig så træt at jeg faldt i søvn henover skrivebordet.
Så kommer vi til idag, hvor jeg begyndte at få kvalme allerede et kvarter efter jeg var vågnet. Jeg troede på et tidspunk at jeg skulle kaste op, så lidt efter ringede jeg og meldte mig syg på CKB. Og det er også lidt svært, for så skal man jo redegøre for hvad man fejler. Øhhhh.. Stress? Er det en godtaget grund til at melde sig syg? Skal man havde det “diagnosticeret” af en læge først? Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke den person jeg ringer til, og jeg har ikke lyst til at sidde og fortælle om mit skrantende helbred til dem, så jeg endte med at sige “kvalme”, som jo også var den umiddelbare grund til at jeg ikke følte at jeg kunne komme afsted idag.

Dette var en meget lang tekst om et relativt småt emne, men jeg følte at jeg blev nødt til at få det skrevet ned, så jeg kan huske det til på et andet tidspunkt, hvor jeg måske har fået det bedre igen.
Jeg slutter lige af med et par af de billeder jeg har fået taget i løbet af de sidste par måneder.








Grønne fingre

Man kalder det “grønne fingre” når man er god til det med planter, men ærligt talt, så er mine fingre altid kulsorte når jeg er færdig med at eksperimentere med frø og planter!
Min første store gevinst var sprunget ud, da jeg stod op imorges. Verdens smukkeste liljer.

Idag led jeg dog endnu et nederlag. Jeg skulle have været til skriftlig matematik eksamen idag, men på det tidspunkt hvor jeg skulle gøre klar til eksamen, lå jeg i min seng. Jeg kunne simpelthen ikke klare tanken om at skulle møde op et sted med en masse fremmede mennesker og være låst fast i et stille lokale i 3 timer. Tanken gør mig pisse angst.
Jeg besluttede at det må være den eneste mulighed at betale min SU for denne måned tilbage – hvilket jeg er nødt til.
Jeg ville bare ønske at jeg havde truffet denne beslutning noget før, for så ville jeg ikke have gået og bekymret mig om det siden jeg afleverede det sidste modul.

Jeg ved ikke om min lille nedtur har noget med mine antidepressiver at gøre. Jeg var gået 50mg ned fordi overlægen i OPUS mistænkte at det kunne være grund til min lidt underlige hjerterytme.
Det hjalp dog ikke at gå ned, så nu er jeg lige trappet op til 150mg igen.
Mon jeg ville have været i stand til at gå til eksamen hvis ikke jeg havde været på mindre dosis i de uger?

Beb og jeg har Rufus på besøg, og det er skønt – nu kommer vi ud flere gange om dagen og nyder vejret, hvilket vi ikke er så gode til ellers.
Ruffenberg ♥

DSC_0999

DSC_0004
DSC_0981
DSC_0991

En smule bedring

Jeg har fået en del fred i hovedet efter jeg besluttede mig for at opgive hjemmestudierne. Og jeg kan mærke at jeg virkelig trængte til det!
I løbet af den sidste uge har jeg bl.a.
– Været hjemme og besøge min familie (tirsdag)
– Været ovre på hospitalet og fået taget et nyt EKG, da der var en fejl på det sidste (onsdag)
– Tilmeldt mig som bloddonor (onsdag)
– Været i OPUS (onsdag)
– Været i Zoologisk Have med min mor (torsdag)

Og det kan man egentlig godt kalde en travl uge når det er mig. Det er næsten sørgeligt, men ikke desto mindre en realitet jeg må lære at acceptere.
Jeg fik svar på mine blodprøver, som viser at jeg har forhøjet kolesteroltal, hvilket ikke er så underligt med den kost jeg har levet af det sidste års tid.
Derfor har jeg også købt nogle kapsler mod det, som et lille hjælpemiddel indtil jeg får plads hos en diætist.
Jeg har også købt nogle kalktabletter da jeg ikke rigtig drikker mælk og i forvejen er genetisk disponeret overfor knogleskørhed.

Ellers nyder jeg freden i mit hovede og går herhjemme og passer min altankasse – jeg har lige sået en masse frø som jeg har købt på nettet.

DSC_0636
DSC_0678
DSC_0737
DSC_0746
DSC_0770
DSC_0893
DSC_0917
DSC_0928

En psykotisk bøvs…

Dette indlæg har været lang tid undervejs. Det er en måned siden mit sidste indlæg, hvilket ikke før er sket i bloggens historie.
For et par måneder siden fik jeg diagnosen “skizotypi”.
Det var et slag lige i smasken, for jeg har i årevis troet af det “bare” var generel socialangst. I virkeligheden er socialangsten kun et symptom, og mine problemer rækker langt ud over det.
Jeg er altid bare blevet kastet ud i nye uddannelser, og jeg har ikke haft nogen chance for at stoppe op og få det bedre, for der var ingen der vidste at jeg var syg.

Omkring årsskiftet besluttede jeg at droppe gymnasiet (som jeg heller ikke kunne overskue) og studere HF enkeltfag på fjernstudie.
Jeg har derfor haft matematik og historie hjemme i det sidste halve år og står til at skulle til eksamen snart.
Måske.
Selvom jeg er startet i behandling på Amager psykiatrisk center i OPUS, en afdeling for skizofrene, får jeg det værre og værre.
Mit sprog er gået stærkt i baglås, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at formulere mine historieopgaver. Det er mig meget uvant, for jeg har altid været bedst skriftligt og sprogligt, og pludselig fungerer det bare ikke for mig mere.
Jeg har også svært ved at forstå de ting jeg læser. Hvis der er et eller flere ord som er bare en smule komplicerede, så kan jeg sidde og læse sætningen højt gang på gang, og stadig ikke forstå meningen. Det er så frustrerende!
Til gengæld går det godt med matematik. Jeg har aldrig kunne finde ud af det, men så længe der ikke er nogle opgaver der skal formuleres i ord, går det fint.

Hverdagen har været så svær at komme igennem, og nu er jeg knækket.
Jeg har normalt ikke overskud til at komme ud af døren flere dage i træk, og de sidste par dage har mit skema lydt:
Søndag: Vi skulle til barnevelsignelse, og jeg valgte allerede fra starten efterfesten fra, og fokuserede på at komme med i kirken.
Mandag: Jeg havde lovet min mor at komme hjem og sortere ud i resten af de ting jeg har liggende derhjemme. Jeg havde knapt mere overskud da jeg kom derhjem. Det hele var brugt på den offentlige transport.
Tirsdag: Jeg skulle have været til eksamensseminar på min skole. Jeg kunne ikke psykisk og endte med at gemme mig herhjemme.
Idag, onsdag: Jeg skulle have været lige ovre på Amager Hospital (5 min. gågang) og have taget et EKG, og derefter skulle jeg ud på OPUS og snakke med min kontaktperson.
Jeg havde ellers gjort mig klar, og selvom jeg ikke havde lyst, troede jeg at jeg nok skulle klare det. Men pludselig sagde min krop bare stop, og jeg endte nede under min dyne med min krammebamse i favnen; jeg var helt slidt op.
Min kontaktperson var heldigvis forstående, og foreslog straks en ny tid i næste uge.

Jeg ville ellers gerne have været derude idag, for jeg ville snakke med hende om at droppe ud af studiet.
Jeg har endelig indset at jeg ikke kan klare det. Det tager alt mit overskud, og jeg kan ikke overskue hverken motion eller sundere mad. Jeg kan næsten se at jeg tager på fra dag til dag, og jeg kan mærke at det begynder at gå ud over mit helbred.
Så jeg må sige stop. Jeg har haft en ordentlig tudetur, og her til aften rådede Beb mig til at ringe til min mor og fortælle hende at jeg dropper ud. Hun var heldigvis mere forstående end jeg havde regnet med, og det er en lettelse endelig at have taget beslutningen.

Det er som om at en kæmpe sten er faldet fra mit hjerte.
Jeg føler stadig at jeg skuffer en hel masse, inklusive mig selv. Det var svært at indse at jeg ikke kunne have et arbejde, og endnu sværere var det at indse at jeg ikke kunne gå på et almindeligt gymnasium.
Men det er ingenting i forhold til hvor svært det er at indse at jeg ikke engang kan studere hjemme. Jeg føler mig så uduelig og hjælpeløs. Som en byrde for samfundet og for mine nærmeste.

Jeg tænker tit på hvor det gik galt for mig.
Lå det i min skæbne at jeg skulle blive sådan et psykisk vrag?
Kunne mine barndomsvenner mærke det?

Selvom jeg, når jeg tænker tilbage, synes at jeg havde en fin skolegang i forhold til så mange andre, så tror jeg at det bunder i det. Jeg blev ikke rigtig mobbet, og jeg havde både venner og veninder i min klasse.
Det sidste halve års tid har jeg drømt. Drømt om pigerne fra min folkeskoleklasse. Jeg drømmer flere gange om ugen at jeg er uvenner med dem. Det er så underligt, for selvom jeg ikke snakker med nogen af dem idag, har vi ikke haft nogle kontroverser.
Det er selvfølgelig ubehageligt, for jeg er altid helt oprevet og forvirret når jeg vågner efter sådan en drøm. Og det er frustrerende, fordi jeg ikke ved hvorfor jeg bliver ved med at have disse drømme.
Derudover er jeg begyndt at drømme at jeg får nogle vilde panikangstanfald/psykoser. Forleden måtte Beb vække mig fordi jeg lå og hyperventilerede. Det var en skræmmende oplevelse.

Nu er jeg så småt begyndt at miste overblikket over denne tekst, så det må være tid til at slutte.
Det har helt sikkert været rart endelig at kunne få taget mig sammen til at få det ud på skrift. I hvert fald en procentdel af alt hvad jeg går og kæmper med.
I må endelig skrive hvis I har nogle spørgsmål – jeg har en idé om at det også kan hjælpe mig en smule.

DSC_0523
DSC_0537
DSC_0541
DSC_0547
DSC_0549
DSC_0561
DSC_0565

Fuuush

For et par dage siden havde jeg min lille Rufus på besøg.
Den lille nuttede, altædende, savlende, fnysende, altid lykkelige, overdrevet kærlige bølle.
Jeg savner ham allerede igen! Men selv hvis vi måtte have hund i lejligheden, så ville det ikke være godt for ham at bo her permanent. Han er vant til at bo sammen med sin far og sin storebror og til at komme ud og gå laaange ture uden snor hver dag.
Det er som om at en tur ned i Elbaparken ikke er helt det samme.
Nu er det heller ikke fordi jeg sætter særlig meget pris på at gå derned kl. 6 om morgnen og støde på hende den gamle med den sorte cairn terrier. På det tidspunkt magter jeg bare ikke at høre om hendes et-eller-andet der opdrætter chihuahuaer.
Men det er altid skønt lige at have noget tid med Ruffebasse. Han er den gladeste hund i hele verden ♥

Jeg tog disse billeder af ham, da jeg skal have et billede af ham i en af Lisbeth Dahl rammerne som jeg viste her

DSC_0234
DSC_0238
DSC_0243