Det positive og smukke

Her til morgen kom jeg til at drage en parallel, og den parallel havde jeg sgu egentlig lyst til lige at sætte et par ord på.
Som de fleste ved, så går jeg super meget op i at fotografere og især efterbehandlingen synes jeg er fed. Jeg gør mig allermest i “smukke” motiver som blomster og andet natur, og her prøver jeg faktisk at åbne min horisont lidt. Jeg er begyndt at finde andre motiver, og så finde det smukke i dem. Men jeg kan godt blive i tvivl om jeg får fortalt historien videre, eller om det kun er mig, der kan se det smukke i det. Her bruger jeg to eksempler – to mennesker der hver prøver at sælge et produkt inde i København. Til venstre en talentfuld marionetdukke (Nok mest føreren). Han gav dukken en personlighed og dukken var en meget entusiastisk klaverspiller der selvfølgelig vinkede når man kastede lidt mønt i hans kuffert.
Til højre ses en ældre herre i sit fineste tøj som går på en varm sommerdag og sælger heliumballoner. Jeg købte ingen ballon, men alligevel stillede han gladeligt op til et billede.


Selv synes jeg at det er to smukke billeder der fortæller historier om mennesker der måske ikke har så meget at gøre godt med, men som viser dedikation. De står på gaden dagen lang, og tjener med garanti minimalt på det – men de gør det.
Jeg begyndte at tænke over hvordan jeg er i stand til at se det nu, når jeg bare for et par år siden slet ikke ville kunne se det. Og jeg kom frem til den konklusion at det måske hænger sammen med min fantastiske evne til at se det positive. Sådan har det nemlig ikke altid været. Jeg har været en lille, pessimistisk møgunge, det indrømmer jeg.
Men i løbet af det seneste halvandet års tid har jeg oplevet så marginal en forbedring indenfor mit personlige velbefindende og min kreativitet er begyndt at blomstre – og det samme er min evne til at se positive ting.
Måske var det endda den evne der kom først. Måske var det den, der gjorde at jeg fik det bedre. For en ting er sikkert – At tænke positive tanker kan ændre alt for en. Men det kræver øvelse.
Jeg kender nogle som, når de bliver bedt om at fortælle noget positivt der er sket i løbet af det seneste stykke tid, ikke kan komme i tanke om noget som helst. Og her sidder jeg og ikke kan vælge hvilken ting jeg skal sige fordi der har været så mange positive ting. Og jeg tror egentlig ikke at det er fordi at de har haft det værre end jeg har. De ser bare ikke det positive.
Mens jeg tænker “Hvor er det dejligt at jeg sidder her og har drikker en vellykket, hjemmelavet kop iskaffe” og “Hvor bliver jeg bare glad af at se hvor lykkelig den hund, der leger med sin ejer, er”.
Jeg kan komme med en uendelig lang liste over ting jeg glæder mig over eller ting som jeg synes er dejlige. Og det er jeg sgu egentlig meget glad for. For det giver mig også evnen til at tage nogle billeder som jeg synes er smukke på deres helt egen måde. For en marionetdukke er sgu ikke æstetisk smuk, det kan vi sgu godt blive enige om. Mange mener heller ikke at gamle mennesker er smukke. Der er jeg uenig. Jeg synes at gamle mennesker er noget af det smukkeste i verden. De har levet 3 gange så længe som jeg har. Det er imponerende, og det må der være mange historier i i sig selv.
Jeg vil slutte af med et billede af noget som er smukt uanset hvad – en dejlig tulipan med masser af selvtillid!

De der rutsjebaneture

Det er lidt svært at starte det her indlæg, for jeg har jo ikke skrevet herinde længe, og jeg er blevet dårligere og dårligere til at sætte ord på mine følelser – hvilket vil sige at det kun er de dårlige, der er svære at sætte ord på.
I lang tid har det gået mig super godt. Fremskridtene har været mærkbare fra måned til måned, og jeg følte virkelig at jeg var på rette vej til et normalt liv med fuldtidsjob, mand, børn, hus og måske en lille hund. Jovist, manden er her stadig, og gudskelov for det. Vi kan fejre vores første årsdag på lørdag, og det kunne ikke være bedre.
Jeg var oppe på 14 timers aktivering om ugen, hvoraf 10 af dem var i praktikken.
Mine hobbier er spiret gevaldigt, og jeg har fået taget en masse billeder (Og har lige fået et nyt kamera, som for første gang i 10 år ikke er spejlrefleks!). Samtidigt har jeg også fået tegnet en masse tegninger. Ikke nogle vilde tegninger, men bare småting som gør mig bedre til at tegne.
Jeg går højere op i min YouTubekanal og er begyndt at lave daglige uploads, hvilket jeg hygger mig meget med. Der er ikke så mange der ser dem (Udover lige to videoer som indtil videre har henholdsvis ~9,5k og ~18k visninger), men det er super hyggeligt at optage, og så får jeg også spillet lidt forskellige spil, i stedet for kun at spille Minecraft. Jeg er især blevet bidt af Fortnite, ligesom så mange andre.
På arbejdet i genbrugen føler jeg mig nyttig, og jeg får meget ansvar for forskellige ting. Jeg får brugt min kreativitet ved at klæde giner på og lave skilte til forskellige varer.
Dog har jeg over en længere periode haft det lidt svært. Jeg begyndte at kunne mærke at jeg blev meget svimmel på arbejdet, men i starten mest når jeg havde været der i de 5 timer som arbejdsdagen varer. Så begyndte det at komme efter 4. Efter 3. Efter 2.
Men det er ikke længere kun svimmelheden. Jeg begyndte at få kvalme inden jeg skulle afsted til de daglige gøremål og måtte faktisk tage en graviditetstest for at være sikker på at jeg ikke var gravid. Nogle gange er kvalmen så slem at jeg kaster op. Nogle gange bliver jeg hjemme. Idag var en af de dage.
I onsdags – for en uge siden – fik jeg det også rigtig skidt efter en dag hvor jeg både skulle på CKB og på arbejde. Følelsen af psykisk udmattelse plejer at forlade mig når jeg kommer hjem og sidder i min egen lille bobbel, men det gjorde den ikke den dag. Jeg blev ved med at have det skidt. Jeg var svimmel, havde kvalme og hovedpine, og jeg havde en knude i brystet, som er lidt svær at forklare. Torsdag morgen havde jeg det stadig skidt, så jeg meldte mig syg på arbejdet. Det var her, jeg googlede “stress” for at genopfriske symptomerne og fandt ud af at det passede perfekt på hvordan jeg havde det. Jeg havde ignoreret alle faresignalerne i månedsvis, og pludselig ramte jeg bunden. Hårdt. Fredag skulle jeg til møde sammen med de andre i tøjafdelingen, og jeg begyndte næsten at græde da jeg skulle fortælle chefen om situationen. Hun var meget forstående, og vi aftalte at jeg flyttede mine 2 timer om onsdagen til tirsdag, så jeg samlet skulle være der 5 timer både tirsdag og torsdag. Det var mit eget valg ikke at gå ned i timeantal endnu – jeg har simpelthen ikke lyst til at træde tilbage, når det handler om at jeg bare skal fremad.
Lørdag havde jeg aftalt med min mor at vi skulle i IKEA, hvilket jeg virkelig havde glædet mig til. Og jo, det var super hyggeligt, og det var en virkelig dejlig dag, men jeg kan tydeligt huske hvordan jeg havde en konstant summen oppe i hovedet, og jeg svedte helt sindssygt. Da vi efterfølgende satte os på en restaurant og fik frokost, tog jeg mig selv i at sidde og stirre lige ud i luften flere gange. Det irriterer mig grusomt, for sådan nogle oplevelser plejer kun at give mig ekstra energi, frem for at tage det fra mig.
Jeg mødte på arbejde igen igår, tirsdag. Jeg var dog allerede psykisk udmattet efter en halv time, og efter 2 timers tid begyndte det at gå galt. Jeg glemte hele tiden hvad jeg var igang med, og jeg tågede rent ud sagt. Jeg stod på et tidspunkt og satte pris på et par varer, og pludselig havde jeg sat et prismærke på den kuglepen jeg stod og skrev med, i stedet for på varen.
Jeg gik en time før tid. Da jeg kom hjem var jeg så udmattet at jeg sov til kl. 19. Da jeg vågnede der, var jeg stadig så træt at jeg faldt i søvn henover skrivebordet.
Så kommer vi til idag, hvor jeg begyndte at få kvalme allerede et kvarter efter jeg var vågnet. Jeg troede på et tidspunk at jeg skulle kaste op, så lidt efter ringede jeg og meldte mig syg på CKB. Og det er også lidt svært, for så skal man jo redegøre for hvad man fejler. Øhhhh.. Stress? Er det en godtaget grund til at melde sig syg? Skal man havde det “diagnosticeret” af en læge først? Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke den person jeg ringer til, og jeg har ikke lyst til at sidde og fortælle om mit skrantende helbred til dem, så jeg endte med at sige “kvalme”, som jo også var den umiddelbare grund til at jeg ikke følte at jeg kunne komme afsted idag.

Dette var en meget lang tekst om et relativt småt emne, men jeg følte at jeg blev nødt til at få det skrevet ned, så jeg kan huske det til på et andet tidspunkt, hvor jeg måske har fået det bedre igen.
Jeg slutter lige af med et par af de billeder jeg har fået taget i løbet af de sidste par måneder.








Så blev det min tur!

Hej de damer! (og andre nysgerrige sjæle)

Om en lille time kommer mine forældre og henter mig, og så rejser jeg til Sunny Beach med min mor! Woohoo! Vild ungdom!
Jeg tager computer med, men jeg ved ikke om jeg får blogget i mellemtiden, men hvis ikke, så vil jeg ønske jer en god uge i mellemtiden 🙂
Billederne tog jeg den anden dag, da jeg var nede ved stranden. Komplet urelateret, men bedre end ingenting, ikke?
Take care!

DSC_0036
DSC_0048
DSC_0076

Alene med dyrene

Okay, alene var jeg ikke, for Zoologisk Have var, åbenlyst nok, proppet med børnefamilier.
Jeg kan godt lide at gå i Zoologisk Have, og jeg skal altid have mit kamera med. Igår da jeg vågnede ved 7 tiden om morgnen, slog det mig pludselig at jeg havde lyst til at tage derind – alene!
Det var dejligt at kunne stå i 100 år for at få et godt billede af dyrene.

DSC_0412
DSC_0451
DSC_0473
DSC_0539
DSC_0684

Gang i altankassen

For et par dage siden fik jeg endelig taget mig sammen til at smide alle de visne planter i altankassen ud og plante nogle nye istedet.
Nu har jeg faste tidspunkter jeg skal huske at vande på, og så håber jeg at det går bedre denne gang. Det er trods alt pisse hyggeligt at sidde på en altan, omringet af grønne planter og farverige blomster.

Det nederste billede tog jeg af en af mine asters. Jeg er vild med det eventyrlige look jeg har givet det.

altankasse_1

altankasse_2

DSC_0335