Uro

Jeg er ramlet ind i en svær periode.
Jeg er løbet tør for energi og inspiration. Jeg bilder mig selv ind at jeg går op i mine planter og altankassen, men i virkeligheden er det hele dødt fordi jeg ikke engang orker at gå ud og vande det.
Jeg plejer at nyde at sidde ved computeren og spille alle mulige spil, men der er ikke rigtig nogle af dem der kan holde mig fast lige nu. Jeg vil så gerne ud og nyde naturen, men jeg orker ikke at skulle tænke på hvad andre tænker om mit udseende. Orker ikke at skulle finde noget tøj som ikke er for varmt, men som samtidigt skjuler alle de ting jeg gerne vil skjule.

Jeg har stadig svært ved at skulle ud flere dage i træk, og netop derfor bliver de næste dage svære for mig.
Imorgen skal Beb og jeg til fødselsdag, søndag kommer hans far, mandag har min far fødselsdag, så jeg skal derhjem.
Tirsdag skal jeg i OPUS og onsdag skal jeg til diætist.

Derudover skulle jeg have været til en venindes fødselsdag, men jeg måtte melde afbud allerede for nogle dage siden, og derfor er jeg selvfølgelig præget af dårlig samvittighed – for sådan er jeg jo bare.

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme igennem alle de dage. Slet ikke når jeg har problemer med at slappe af.
Jeg er så stresset hele tiden, selvom jeg har masser af tid til at koble fra – jeg kan bare ikke.

Jeg får dog set en del på Netflix, selvom jeg ikke kan slappe af samtidigt. I øjeblikket er jeg godt igang med sæson 2 af Hemlock Grove, men det er jo også snart set igennem. 
Nogle anbefalinger til en god serie? 🙂

DSC_0084_2

En smule bedring

Jeg har fået en del fred i hovedet efter jeg besluttede mig for at opgive hjemmestudierne. Og jeg kan mærke at jeg virkelig trængte til det!
I løbet af den sidste uge har jeg bl.a.
– Været hjemme og besøge min familie (tirsdag)
– Været ovre på hospitalet og fået taget et nyt EKG, da der var en fejl på det sidste (onsdag)
– Tilmeldt mig som bloddonor (onsdag)
– Været i OPUS (onsdag)
– Været i Zoologisk Have med min mor (torsdag)

Og det kan man egentlig godt kalde en travl uge når det er mig. Det er næsten sørgeligt, men ikke desto mindre en realitet jeg må lære at acceptere.
Jeg fik svar på mine blodprøver, som viser at jeg har forhøjet kolesteroltal, hvilket ikke er så underligt med den kost jeg har levet af det sidste års tid.
Derfor har jeg også købt nogle kapsler mod det, som et lille hjælpemiddel indtil jeg får plads hos en diætist.
Jeg har også købt nogle kalktabletter da jeg ikke rigtig drikker mælk og i forvejen er genetisk disponeret overfor knogleskørhed.

Ellers nyder jeg freden i mit hovede og går herhjemme og passer min altankasse – jeg har lige sået en masse frø som jeg har købt på nettet.

DSC_0636
DSC_0678
DSC_0737
DSC_0746
DSC_0770
DSC_0893
DSC_0917
DSC_0928

En psykotisk bøvs…

Dette indlæg har været lang tid undervejs. Det er en måned siden mit sidste indlæg, hvilket ikke før er sket i bloggens historie.
For et par måneder siden fik jeg diagnosen “skizotypi”.
Det var et slag lige i smasken, for jeg har i årevis troet af det “bare” var generel socialangst. I virkeligheden er socialangsten kun et symptom, og mine problemer rækker langt ud over det.
Jeg er altid bare blevet kastet ud i nye uddannelser, og jeg har ikke haft nogen chance for at stoppe op og få det bedre, for der var ingen der vidste at jeg var syg.

Omkring årsskiftet besluttede jeg at droppe gymnasiet (som jeg heller ikke kunne overskue) og studere HF enkeltfag på fjernstudie.
Jeg har derfor haft matematik og historie hjemme i det sidste halve år og står til at skulle til eksamen snart.
Måske.
Selvom jeg er startet i behandling på Amager psykiatrisk center i OPUS, en afdeling for skizofrene, får jeg det værre og værre.
Mit sprog er gået stærkt i baglås, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at formulere mine historieopgaver. Det er mig meget uvant, for jeg har altid været bedst skriftligt og sprogligt, og pludselig fungerer det bare ikke for mig mere.
Jeg har også svært ved at forstå de ting jeg læser. Hvis der er et eller flere ord som er bare en smule komplicerede, så kan jeg sidde og læse sætningen højt gang på gang, og stadig ikke forstå meningen. Det er så frustrerende!
Til gengæld går det godt med matematik. Jeg har aldrig kunne finde ud af det, men så længe der ikke er nogle opgaver der skal formuleres i ord, går det fint.

Hverdagen har været så svær at komme igennem, og nu er jeg knækket.
Jeg har normalt ikke overskud til at komme ud af døren flere dage i træk, og de sidste par dage har mit skema lydt:
Søndag: Vi skulle til barnevelsignelse, og jeg valgte allerede fra starten efterfesten fra, og fokuserede på at komme med i kirken.
Mandag: Jeg havde lovet min mor at komme hjem og sortere ud i resten af de ting jeg har liggende derhjemme. Jeg havde knapt mere overskud da jeg kom derhjem. Det hele var brugt på den offentlige transport.
Tirsdag: Jeg skulle have været til eksamensseminar på min skole. Jeg kunne ikke psykisk og endte med at gemme mig herhjemme.
Idag, onsdag: Jeg skulle have været lige ovre på Amager Hospital (5 min. gågang) og have taget et EKG, og derefter skulle jeg ud på OPUS og snakke med min kontaktperson.
Jeg havde ellers gjort mig klar, og selvom jeg ikke havde lyst, troede jeg at jeg nok skulle klare det. Men pludselig sagde min krop bare stop, og jeg endte nede under min dyne med min krammebamse i favnen; jeg var helt slidt op.
Min kontaktperson var heldigvis forstående, og foreslog straks en ny tid i næste uge.

Jeg ville ellers gerne have været derude idag, for jeg ville snakke med hende om at droppe ud af studiet.
Jeg har endelig indset at jeg ikke kan klare det. Det tager alt mit overskud, og jeg kan ikke overskue hverken motion eller sundere mad. Jeg kan næsten se at jeg tager på fra dag til dag, og jeg kan mærke at det begynder at gå ud over mit helbred.
Så jeg må sige stop. Jeg har haft en ordentlig tudetur, og her til aften rådede Beb mig til at ringe til min mor og fortælle hende at jeg dropper ud. Hun var heldigvis mere forstående end jeg havde regnet med, og det er en lettelse endelig at have taget beslutningen.

Det er som om at en kæmpe sten er faldet fra mit hjerte.
Jeg føler stadig at jeg skuffer en hel masse, inklusive mig selv. Det var svært at indse at jeg ikke kunne have et arbejde, og endnu sværere var det at indse at jeg ikke kunne gå på et almindeligt gymnasium.
Men det er ingenting i forhold til hvor svært det er at indse at jeg ikke engang kan studere hjemme. Jeg føler mig så uduelig og hjælpeløs. Som en byrde for samfundet og for mine nærmeste.

Jeg tænker tit på hvor det gik galt for mig.
Lå det i min skæbne at jeg skulle blive sådan et psykisk vrag?
Kunne mine barndomsvenner mærke det?

Selvom jeg, når jeg tænker tilbage, synes at jeg havde en fin skolegang i forhold til så mange andre, så tror jeg at det bunder i det. Jeg blev ikke rigtig mobbet, og jeg havde både venner og veninder i min klasse.
Det sidste halve års tid har jeg drømt. Drømt om pigerne fra min folkeskoleklasse. Jeg drømmer flere gange om ugen at jeg er uvenner med dem. Det er så underligt, for selvom jeg ikke snakker med nogen af dem idag, har vi ikke haft nogle kontroverser.
Det er selvfølgelig ubehageligt, for jeg er altid helt oprevet og forvirret når jeg vågner efter sådan en drøm. Og det er frustrerende, fordi jeg ikke ved hvorfor jeg bliver ved med at have disse drømme.
Derudover er jeg begyndt at drømme at jeg får nogle vilde panikangstanfald/psykoser. Forleden måtte Beb vække mig fordi jeg lå og hyperventilerede. Det var en skræmmende oplevelse.

Nu er jeg så småt begyndt at miste overblikket over denne tekst, så det må være tid til at slutte.
Det har helt sikkert været rart endelig at kunne få taget mig sammen til at få det ud på skrift. I hvert fald en procentdel af alt hvad jeg går og kæmper med.
I må endelig skrive hvis I har nogle spørgsmål – jeg har en idé om at det også kan hjælpe mig en smule.

DSC_0523
DSC_0537
DSC_0541
DSC_0547
DSC_0549
DSC_0561
DSC_0565

Hvem er jeg egentlig?

Nu har jeg efterhånden blogget siden 2009, og jeg kan godt komme til at tænke lidt på om min “personlige blog” ikke er så personlig alligevel. Jeg fortæller ikke særlig meget herinde.
Jeg tænkte at jeg ville skrive et par personlige facts, både gode og dårlige. Jeg har også fået en masse nye læsere, og gamle læsere er skredet igen, så det er måske på tide.

Jeg har altid været overvægtig. I 2009 fik jeg nok og tabte mig 18 kg, og nåede lige at ramme “normalvægtig” ifølge mit BMI. Da havde jeg dog vendt min krop til at spise mindre og mindre, og da jeg ikke kunne blive ved med at indtage 1100 kcal om dagen, tog jeg langsomt på. Idag vejer jeg 15 kg mere end jeg gjorde da jeg fik nok.

I 2010 fandt jeg ud af at jeg nok havde social fobi, og i 2011 begyndte jeg at opleve angstanfald og også panikangst. Det er kun blevet værre gennem årene, men jeg har næsten ikke angst mere, da jeg tager 150mg Sertralin om dagen. (Sertralin er angstnedsættende medicin/lykkepiller).

Jeg har endelig fået hjælp, og har været til udredning. Udover min socialangst, som er mere en “generel” angst, har jeg fået diagnosen Skizotypi, som er en mild version af skizofreni, men uden/få psykotiske oplevelser.
Jeg skriver nok et længere indlæg omkring dette, da jeg også selv har brug for at få sat nogle ord på det.

Jeg har før i tiden spillet meget musik, hvilket ses på en del af billederne. Det startede med bas, som altid har været mit foretrukne instrument. Jeg har dog også lært noget guitar, klaver/keyboard, og så har jeg sunget, når der har været brug for det. Jeg har spillet musik i både folkeskolen, på efterskolen (Kastanievej Efterskole) og på produktionsskolen i Hvidovre. Jeg er dog ikke et naturtalent i sang, men når der har været så mange musikanter og ingen der turde synge, har jeg trådt til. Det havde jeg åbenbart ingen problemer med, selvom det ikke ligefrem lød fantastisk.

Jeg er ekstremt følsom og går alt, alt, alt for meget op i hvad andre måske/måske ikke tænker om mig. Det er nok dette der har udløst mine psykiske sygdomme, og jeg starter snart i behandling for det.

Jeg er ikke god til at få venner. Det er svært, for jeg kan ikke lide at ses med venner hvis ikke det er for at drikke eller feste. Og når jeg ikke ser dem, skubber jeg dem væk, og føler ikke at jeg kan være mig selv sammen med dem mere. Dette har resulteret i at jeg ikke længere ser nogen fra min folkeskole og heller ikke engang min efterskole. Eller produktionsskolen. Det er virkelig sørgeligt, for jeg har haft så mange gode tider sammen med alle de dejlige mennesker, men jeg føler ofte at de har “lukket mig ude”, men i virkeligheden er det nok mig der har lukket dem ude.

Jeg har altid været meget kreativ og har forsøgt mig med alverdens kunstarter. I øjeblikket er det mest fotografering der interesserer mig, men jeg får ikke taget så mange billeder. Billedet af svanen ser jeg selv som mit bedste værk.

Puha, jeg kan da slet ikke overskue at skrive mere nu – men du må endelig spørge hvis der er noget. Der er næsten ikke noget der er hemmeligt!
Måske har det interesse, måske er det fuldstændig ligegyldigt, men jeg vil i hvert fald gerne takke dig, hvis du har læst hertil. Det er en kedelig smøre, eller også er det bare mig der er det.
Videoen nederst er taget fra facebook, og det forestiller mig (til venstre) og en veninde der optræder med et lille nummer vi sang sammen på produktionsskolen. Et rigtig dejligt minde at have.

29672_1458868347023_3596331_n