En psykotisk bøvs…

Dette indlæg har været lang tid undervejs. Det er en måned siden mit sidste indlæg, hvilket ikke før er sket i bloggens historie.
For et par måneder siden fik jeg diagnosen “skizotypi”.
Det var et slag lige i smasken, for jeg har i årevis troet af det “bare” var generel socialangst. I virkeligheden er socialangsten kun et symptom, og mine problemer rækker langt ud over det.
Jeg er altid bare blevet kastet ud i nye uddannelser, og jeg har ikke haft nogen chance for at stoppe op og få det bedre, for der var ingen der vidste at jeg var syg.

Omkring årsskiftet besluttede jeg at droppe gymnasiet (som jeg heller ikke kunne overskue) og studere HF enkeltfag på fjernstudie.
Jeg har derfor haft matematik og historie hjemme i det sidste halve år og står til at skulle til eksamen snart.
Måske.
Selvom jeg er startet i behandling på Amager psykiatrisk center i OPUS, en afdeling for skizofrene, får jeg det værre og værre.
Mit sprog er gået stærkt i baglås, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at formulere mine historieopgaver. Det er mig meget uvant, for jeg har altid været bedst skriftligt og sprogligt, og pludselig fungerer det bare ikke for mig mere.
Jeg har også svært ved at forstå de ting jeg læser. Hvis der er et eller flere ord som er bare en smule komplicerede, så kan jeg sidde og læse sætningen højt gang på gang, og stadig ikke forstå meningen. Det er så frustrerende!
Til gengæld går det godt med matematik. Jeg har aldrig kunne finde ud af det, men så længe der ikke er nogle opgaver der skal formuleres i ord, går det fint.

Hverdagen har været så svær at komme igennem, og nu er jeg knækket.
Jeg har normalt ikke overskud til at komme ud af døren flere dage i træk, og de sidste par dage har mit skema lydt:
Søndag: Vi skulle til barnevelsignelse, og jeg valgte allerede fra starten efterfesten fra, og fokuserede på at komme med i kirken.
Mandag: Jeg havde lovet min mor at komme hjem og sortere ud i resten af de ting jeg har liggende derhjemme. Jeg havde knapt mere overskud da jeg kom derhjem. Det hele var brugt på den offentlige transport.
Tirsdag: Jeg skulle have været til eksamensseminar på min skole. Jeg kunne ikke psykisk og endte med at gemme mig herhjemme.
Idag, onsdag: Jeg skulle have været lige ovre på Amager Hospital (5 min. gågang) og have taget et EKG, og derefter skulle jeg ud på OPUS og snakke med min kontaktperson.
Jeg havde ellers gjort mig klar, og selvom jeg ikke havde lyst, troede jeg at jeg nok skulle klare det. Men pludselig sagde min krop bare stop, og jeg endte nede under min dyne med min krammebamse i favnen; jeg var helt slidt op.
Min kontaktperson var heldigvis forstående, og foreslog straks en ny tid i næste uge.

Jeg ville ellers gerne have været derude idag, for jeg ville snakke med hende om at droppe ud af studiet.
Jeg har endelig indset at jeg ikke kan klare det. Det tager alt mit overskud, og jeg kan ikke overskue hverken motion eller sundere mad. Jeg kan næsten se at jeg tager på fra dag til dag, og jeg kan mærke at det begynder at gå ud over mit helbred.
Så jeg må sige stop. Jeg har haft en ordentlig tudetur, og her til aften rådede Beb mig til at ringe til min mor og fortælle hende at jeg dropper ud. Hun var heldigvis mere forstående end jeg havde regnet med, og det er en lettelse endelig at have taget beslutningen.

Det er som om at en kæmpe sten er faldet fra mit hjerte.
Jeg føler stadig at jeg skuffer en hel masse, inklusive mig selv. Det var svært at indse at jeg ikke kunne have et arbejde, og endnu sværere var det at indse at jeg ikke kunne gå på et almindeligt gymnasium.
Men det er ingenting i forhold til hvor svært det er at indse at jeg ikke engang kan studere hjemme. Jeg føler mig så uduelig og hjælpeløs. Som en byrde for samfundet og for mine nærmeste.

Jeg tænker tit på hvor det gik galt for mig.
Lå det i min skæbne at jeg skulle blive sådan et psykisk vrag?
Kunne mine barndomsvenner mærke det?

Selvom jeg, når jeg tænker tilbage, synes at jeg havde en fin skolegang i forhold til så mange andre, så tror jeg at det bunder i det. Jeg blev ikke rigtig mobbet, og jeg havde både venner og veninder i min klasse.
Det sidste halve års tid har jeg drømt. Drømt om pigerne fra min folkeskoleklasse. Jeg drømmer flere gange om ugen at jeg er uvenner med dem. Det er så underligt, for selvom jeg ikke snakker med nogen af dem idag, har vi ikke haft nogle kontroverser.
Det er selvfølgelig ubehageligt, for jeg er altid helt oprevet og forvirret når jeg vågner efter sådan en drøm. Og det er frustrerende, fordi jeg ikke ved hvorfor jeg bliver ved med at have disse drømme.
Derudover er jeg begyndt at drømme at jeg får nogle vilde panikangstanfald/psykoser. Forleden måtte Beb vække mig fordi jeg lå og hyperventilerede. Det var en skræmmende oplevelse.

Nu er jeg så småt begyndt at miste overblikket over denne tekst, så det må være tid til at slutte.
Det har helt sikkert været rart endelig at kunne få taget mig sammen til at få det ud på skrift. I hvert fald en procentdel af alt hvad jeg går og kæmper med.
I må endelig skrive hvis I har nogle spørgsmål – jeg har en idé om at det også kan hjælpe mig en smule.

DSC_0523
DSC_0537
DSC_0541
DSC_0547
DSC_0549
DSC_0561
DSC_0565

8 Comments

  1. Anette

    Hej Betina. Godt gået at kunne sætte ord på. Det er helt normalt at falde tilbage til nul, når man får hjælp og en diagnose, fra nul kan man så begynde at opbygge sig selv med de mål og ønsker man har, og det ved jeg du nok skal, du skal altid huske at du er Betina med mange resurser. Du skuffer ikke nogle det er kun dig selv der føler det, vi andre forstår dig. fortsat god kamp.

  2. Held og lykke min kamp har varet i 4 år nu har jeg både drømme kvinden kæreligeheds kraft og ikke ret mange stemmer eller psykoser tror du skal tænke at din dianose kun er et stagidige i dit liv du kan du vil du sejere og nej det sker ikke på en dag find dine svage punkter skriv ned med tiden vil du finde muligeheder for at få det bedre og metoder ja du fik en lille dianose op på hesten igen husk når du skal søge kontant hjælp at du kan få skizo tællæk håber du kunne bruge det til bare lidt hilsen den næsten raske skizofren 😀

  3. Mie

    Hej Betina
    Så fik du en diagnose, jeg fik også diagnosen Skizotypisk, for nogle år siden, fik dog absolut ingen information, om hvad det betyder… Prøvede selv at kigge på nettet, men gik helt i stå, med min informationssøgning, da den allerførste oplysning jeg fandt, at man havde “perverse sexfantasier”, når man var skizotypisk. Hvis der er noget jeg ikke har, så er det sexfantasier, perverse eller ej.
    Lang historie, mit spørgsmål er såmænd: det der OPUS, du skriver om, er det et specielt tilbud til unge? Og er det kun på Amager? Jeg bor også i kbh. Men ung, det er jeg jo nok ikke mere.
    Forresten, fortalte du hvilken medicin du taget, da du meldte dig som bloddonor? Jeg prøvede at melde mig for et par år siden, men kunne ikke bruges pga den medicin jeg tager.
    Håber du får det godt fremover, det er fandme en led diagnose at få! Jeg endte selv på førtidspension pga den.

    • Betumle

      Hej Mie.
      OPUS er et team der kan tilbyde et 2-årigt forløb for unge op til 25. De arbejder med Skizofrene, skizotyper og psykotiske personer (også resultater af stofmisbrug).
      Det findes flere steder, og hvis man bliver henvist dertil, bliver det til den afdeling man tilhører. Hvis du bor i Københavns kommune, så er det nok Amager 🙂

      Jeg er kun blevet tilmeldt, og har ikke svaret på noget endnu mht. det at være bloddonor, men det er da irriterende hvis jeg ikke kan p.g.a. medicinen 🙁

      Også held og lykke til dig fremover!

      • Mie

        Tusind tak for dit svar, er desværre for gammel til Opus. Må prøve at snakke med min læge, om der er andre muligheder.

        God sommer.

Comments are closed.