Et break-up uden tårer?

Så skete det. Benjamin og jeg slog op. Jeg er overrasket over at det trak ud så længe. Jeg så det allerede komme for i hvert fald et år siden. Måske længere.

I starten syntes jeg at det fungerede godt, at vi begge havde skizotypi. Og jeg er egentlig stadig af den mening. Jeg tror ikke at nogen andre ville have været så forstående overfor hans situation som jeg har været (og omvendt). Og det er måske også derfor at det trak ud så længe. Jeg ville ikke forlange for meget af ham, og jeg gav ham lov til at være så lidt engageret i vores forhold, som han nu endte med at blive.
Jeg kan ikke sige noget ondt om ham, men det er lang tid siden jeg har følt at jeg var i et fungerende forhold.
Eksempelvis er det mindst et år siden han sidst, uopfordret, sagde at han elskede mig. Kan I forestille jer hvad det gør for psyken, når man i forvejen ligger ned?
Jeg forstod at den var rigtig gal, da han i januar fortalte mig at jeg ikke kunne komme med på den ferie med hans familie, som jeg havde glædet mig til i et år.
Han kunne ikke overskue at være sammen med mig hver dag i en uge. Jeg forstod det ikke helt. Vi havde boet sammen et par måneder forinden, og nu kunne han ikke holde ud at være sammen med mig i en uge. Jeg havde aldrig hørt noget lignende!
Vi burde have slået op dengang. Faktisk skulle vi have slået op den dag han bad mig flytte ud. Jeg vidste at det kun gik tilbage for vores forhold fra den dag af. Men for helvede – han sagde stadig “I lige måde” når jeg fortalte at jeg elskede ham, så hvad kan man gøre?
Jeg havde selvfølgelig tit fantaseret om at gå fra ham og finde en der kunne opfylde mine behov, men efterhånden havde jeg taget så meget på at det ville blive svært. Og det er også den problematik jeg står i nu. Samtidigt er jeg alt for kræsen ift. mænd.

Men nu skete det altså. Og jeg er overrasket over at det skete uden tårer. Jeg har endnu ikke grædt, på trods af at jeg normalt er dronningen over alle tudeprinsesser.
Næsten 3 år, og så fælder jeg ikke en tåre. Jeg er faktisk lidt bekymret. For hvad siger det om mig?

En anden ting jeg er bekymret for, er vores fælles venner. Det var hans venner førhen, som så blev mine.
Men man kan jo ikke undgå at tænke på om de måske kun var mine venner fordi jeg var sammen med ham.
Jeg vil rigtig gerne fortsætte med at se dem, og være lige så tæt på dem, som jeg har været indtil nu. Min største frygt er at det ikke er gengældt. For hvem har jeg så tilbage? Jeg fungerer åbenbart sådan at jeg skubber alle væk, når jeg ikke har set dem i et stykke tid. Så jeg har faktisk ikke særlig mange venner. Og jeg kan ikke finde ud af at få nye, for jeg lukker dem ikke ind af frygt for at jeg måske lægger mere i forholdet end de gør.
Men det var også et sidespor.

Jeg kommer stadig til at snakke med Benjamin engang imellem, da vi begge er staff på den samme minecraftserver. Det er jeg glad for.
For når alt kommer til alt, er han et fantastisk menneske, som jeg kommer til at savne på alle punkter.
Nu glæder jeg mig bare til at komme videre i livet. Måske ikke med en fyr ved min side, men med venner, som jeg har lært at sætte mere pris på.


DSC_0247
DSC_0269
DSC_0279
DSC_0286
DSC_0292

Her er jeg igen

Det har krævet en del mod at starte dette indlæg. For når man først er startet, så er det som om der ingen vej tilbage er.
Der er sket rigtig meget siden jeg valgte at sætte bloggen på pause for et år siden. Først flyttede jeg fra Benjamin i august, og nu har vi altså lige slået op i onsdags. Det vil jeg gerne uddybe i næste indlæg.
Jeg er imidlertid flyttet ind i en af Kofoeds Skoles Ungdomsboliger, som på papiret er et herberg. Men i virkeligheden er det helt anderledes. Vi er 11 unge, som alle er socialt udsatte på en eller anden måde. Vi har vores eget lille værelse, og så deler vi køkken, toilet og bad. Vi har også en fælles stue med TV og Xbox. Derudover er der ansat nogle pædagoger, som er der for at hjælpe os med alt hvad vi nu har brug for. Det kan for eksempel være hjælp til at tage på Jobcentret, hjælp til at lave mad, til at forstå breve, og generelt bare til at snakke med. Det var faktisk en af dem, der inspirerede mig til at starte bloggen op igen.
I starten var det vildt grænseoverskridende for mig at bo der, og jeg husker at jeg en dag ringede til min mor i gråd og sagde at nu kunne jeg altså ikke holde ud at bo der mere. Der var gået ca. 2 måneder.
Nu er der næsten gået et halvt år, og jeg har det skønt med at bo der. Der er fællesspisning en gang om ugen hvor pædagogerne laver mad. Det deltager jeg i stort set hver gang, og jeg hygger mig altid utroligt meget. Jeg kan gå derfra med en boblende glæde i maven, der fortæller mig at jeg har fået det bedre. Og det har jeg virkelig. Da jeg stadig boede hos Benjamin, lukkede jeg mig inde og sad kun foran computeren. Jeg fik sjældent gjort rent, hvilket betød at vi boede rigtig ulækkert. Det påvirkede naturligvis også mit humør negativt.
Så alt i alt har det været så godt for mig at flytte, og også rigtig godt for mig at blive single.

Hvad angår bloggen, så bliver det nok en del anderledes denne gang. Jeg har førhen udgivet flere indlæg om dagen, og bloggen har både handlet om mode og beautyprodukter. Det tror jeg ikke jeg gider mere.
En af grundende til at jeg lukkede ned var også at jeg følte mig presset til at udgive et bestemt tal indlæg, og det var rigtig stressende.
Nu handler det ikke længere om det høje antal læsere (Der er nok heller ikke så mange der stadig følger med), men i højere grad om at få tankerne ned på skrift.

Hvis I stadig er her – mange tak! Jeg håber at I har lyst til at blive hængende.

DSC_0242

Et punktum er slut på en sætning,

men ikke nødvendigvis slutningen på historien.

Jeg kigger lige ind igen fordi jeg synes at jeg skylder en forklaring på min manglende aktivitet.
Den korte historie er at jeg over en længere periode har haft en depression oven i min sygdom, og jeg har slet ikke haft noget overskud.
Selvom jeg nu er begyndt at få det bedre, synes jeg ikke at jeg har lyst til at bruge mit genvundne overskud på at blogge, så jeg kalder hermed pause for bloggen.
Som sagt tror jeg ikke på at det bliver slut for evigt, da jeg stadig har lysten til det indest inde, men lige foreløbigt tror jeg altså ikke at der sker noget på blog-fronten. Jeg følte det nødvendigt at skrive dette indlæg, da jeg hver dag har gået rundt med en nagende dårlig samvittighed over ikke at have blogget i månedsvis.
Jeg håber at I, der er tilbage, kan forstå hvorfor jeg gør, som jeg gør.
På gensyn!

blomster_1

En hyldest til min skønhed

Jeg har aldrig haft et godt forhold til mit udseende, det skal ikke være nogen hemmelighed. Det blev bedre, da jeg tabte mig ned til 62 kg, men jeg følte mig stadig ikke på toppen. Men når man pludselig tager 50 kg på, ser man tingene i perspektiv. Jeg føler mig på ingen tidspunkter smuk som jeg ser ud lige nu – det gør jeg virkelig ikke. En kæmpe fedtkrans omringer mit nedre ansigtsparti, og jeg ligner på alle tidspunkter en der lige er lidt for glad for chokolade (hvilket jeg nok også er)

Men det at kigge tilbage på min tid som normalvægtig (jeg vejer nok mellem 70 og 80 på billederne, som er taget mellem sommer 2012 og sommer 2013), så ser jeg pludselig en skønhed, som jeg ikke har lagt mærke til før. Jo, måske har jeg flygtigt hilst på den en gang eller to foran spejlet, men selv dengang følte jeg mig ikke særlig smuk.

Nu er jeg efterhånden blevet ældre og kan nu sige at jeg uden at blinke vil påstå at jeg ser smuk ud på alle disse billeder – hvert og et!
Jo, nok har jeg en lang næse og en ægte Travolta-hage, men til gengæld har jeg de kærligste øjne i verden (Citat fra min kæreste) og mine kindben er ikke så ringe endda.

Det er en kæmpe sejr for mig, for nu kan jeg se at jeg ikke er tabt i grim overvægt for evigt; jeg kan blive smuk igen!

miggangetusind

New in

Jeg har fået lidt ekstra penge i denne måned, og har derfor haft råd til at shoppe en smule. Det blev blandt andet til disse 3 overdele, og en ny pung. Toppene er fra H&M og pungen er fra Asos, og den vil jeg gerne give en lille rundvisning i når jeg får den med posten og får indrettet den.
Jeg er inde i en halvskidt periode, hvor jeg føler mig ensom og mindreværdig – en typisk problemstilling for mig. Jeg krydser alt hvad jeg har for at den er ovre igen snart. Jeg skulle jo helst trappe ud af mine antidepressiver snart!

newin_1